Kosmisk Botox ♡















Hver eneste lille celle i din krop er levende og derfor responderer de på alle dine tanker og følelser.

Følelserne sætter sig i ansigtet. Negative følelser har stor indvirkning på din udstråling. Er du ked af det, trist, vred eller sur afsløres det i din ansigtsmimik. Du bliver sammentrukket og får lyst til at holde dig tilbage. Måske endda lyst til at tage de store mørke solbriller på og den store boho hat godt ned over hovedet. En grundlæggede lyst til bare at gemme dig væk.
Negative følelser sætter sig, ælder dig og giver dig rynker.
Giv slip på dine negative følelser og fyld dig selv op med positive og kærlige tanker.

Smuk hud, funklende øjne og en strålende krop, kommer med en udstråling indefra. Din indre skønhed manifesterer sig i din ydre skønhed. Når du indser at du er en vidunderlig kvinde, skabt med uendelig kraft og potentiale er det ikke et problem om du ser perfekt ud eller ej. 
Alene kan denne tanke give dig en smuk glød, som hverken kan købes for penge eller kommes på flaske. En smuk sjæl giver en smuk krop og et smukt ansigt. I virkeligheden er indre skønhed det eneste der virkelig betyder noget for det er den eneste skønhed som varer ved.

Med øvelsen her skaber du forbindelse mellem den del af dig som ser tilbage fra spejlet og essensen bag. Du lærer at tænke godt om dig selv. At anerkende dig selv er den bedste og mest kraftfulde skønhedsinvestering du kan foretage dig.

Din sande indre skønhed kan ikke komme til udtryk med mindre du tænker godt om dig selv. HELE dig, alle dele. Hvis ikke du tror at du er værd at passe på, så gør du det heller ikke. Så sæt større, pris på dig selv. Når du føler dig værdifuld vil du automatisk tage dig bedre af dig selv. Det er naturligt at passe på det du værdsætter. Derfor er du nød til at værdsætte dig selv.

Dine tanker taler hele tiden til din krop. Hvis du fx siger til dig selv ” Er du ikke ved at se lidt gammel ud?” og ”der kommer bare flere og flere rynker for hver dag der går”, så tager din krop dine tanker til sig. Intet levende kan blomstre med sådan en selvkritisk tankegang, så det er ikke ligegyldigt hvad du går rundt og siger til dig selv. Det hele påvirker dig. Selvbekræftelse er en måde du kan ændre din selvopfattelse. Selvbekræftelse er en sand skønhedserklæring til dig selv.

Bare at tænke disse bekræftelser/kærlighedserklæringer kan virke opløftende:

♡ Jeg føler mig mere levende og smukkere for hver dag der går
♡ Jeg er smuk, værdifuld og tilfreds

Det er kraftfulde ord, men hvis de skal gøre en forskel, må du acceptere og regne med at hjernens indbyggede modvilje mod al ny tankegang vil slå til. Vær opmærksom og bevidst og fortsæt med at lave øvelsen selvom din indre kritiker syntes det er totalt åndssvagt.

Sådan giver du dig selv kosmisk botox: 
Lav øvelsen hver dag. Visualiser, brug din fantasi og hav sjov med øvelsen.
Stil dig foran spejlet. Stå en armslængde fra spejlet. Kig dig selv dybt ind i øjnene, sørg for at få rigtig øjenkontakt. Mærk at du står og ser på dig selv og sig så højt ” Du er smuk”. Bliv ved med at kigge dig selv dybt i øjnene og gentag gerne mange gange.

Hvad gjorde øvelsen ved dig?
Stil dig selv spørgsmålet ”Hvordan ville min dag se ud hvis jeg virkelig så mig selv som smuk?”, ”Hvad ville jeg gøre?”,” Hvad ville jeg spise?”, ”Hvad ville jeg sige til mig selv?”.

Efter at have gentaget øvelsen i nogle uger, fjernes den negative barriere fra hjernen og den følger med dig i stedet for at modarbejde dig.

Sæt evt. sedler op i dit hjem hvor du skriver smukke ord til dig selv. Hæng en seddel på badeværelset med selvkærlige ord. Lav din baggrund på computeren om til en kærlighedserklæring til dig selv. Det kan aldrig nogensinde blive for meget!

Mange kvinder (og mænd) går glip af livet, nuet, sundheden og skønheden ved hele tiden at bekymre sig om hvordan de burde se ud. I stedet for at acceptere hvordan de faktisk ser ud. Du kan vælge at du fra nu af - hver eneste gang du ser dig selv i et spejl eller en butiksrude, er din naturlige reaktion at sige ”Hej smukke”.

En lille note til din indre kritiker - Det er klart at du vil have modstand på at lave denne her øvelse til at starte med, vi lever jo i et land plaget af Janteloven! ”Du skal ikke tro du er noget” . Ornene er nærmest indprinttet i dit DNA fra den dag du bliver født. Det kan være meget svært at overbevise hjernen om, at når du står og kigger dig selv i spejlet og fortæller hvor smuk og lækker du er, er det ikke bare en totalt selvoptagende og arrogant konstatering. Det er en omkodning af dine overbevisninger og den kollektive tankegang. Det er ikke dine tanker, så ud med dem. Jo mere modstand du har på at lave denne øvelse jo mere betyder det at du skal lave den. Spring ikke over! Tag dig selv alvorligt. Begynd i dag.

Lær mere om din evne til at omprogrammere kroppen fra had til kærlighed og fra fedt til muskler på min kommende workshop

Sat Nam
Nickoline 

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!